klik her for at komme til forsiden    

 

Vinoversigtens Bibliotek

Colli Orientali / Colli Orientali del Friuli

Colli Orientali del Friuli er en DOC, som er findes i det nordøstlige Friuli. Området er ganske bakket, langt og smalt og her er forholdsvis store geografiske forskelle, fordi den sydlige del ligger rimeligt tæt ved Adriaterhavet, mens den nordlige del er mere kølig og nærmest en bjergegn. Vinmæssigt er Colli Orientali ikke helt som resten af Friuli, for selvom de hvide vine også dominerer her, er det ofte de røde og de søde, der besidder den bedste kvalitet.
  Hvis vi alligevel starter med de hvide vine, kan de dyrkes druerne Chardonnay, Malvasia Blanc, Müller-Thurgau, Picolit, Pinot Bianco (Pinot Blanc), Riesling, Ribolla, Sauvignon Blanc, Tocai Friulano (Tocai) og Traminer Aromatico (Gewürztraminer), der alle må anvendes i både blandingsvinen Bianco og stå som enkeltsortsvine. Udover disse vine, der fremstilles under selve DOC'en, fremstilles der hvide vine i de underområder Cialla og Rosazzo. I Cialla laves blandingsvinen Bianco på Picolit, Ribolla og / eller Verduzzo Friulano (Verduzzo), mens man i Rosazzo bruger samme sorter, som under den almindelige DOC. Begge steder laves der også en ren Ribolla, mens der i Cialla også fremstilles en ren Verduzzo. Hovedparten af de hvide fra Colli Orientali vine er nydelige hverdagsvine, men der laves også langt dyrere sager, der bestemt kan være pengene værd.
  De mest spændende rødvine er enkeltsortsvine, der fremstilles af druerne Merlot, Pignolo, Refosco, Schioppertino (Ribolla Nera) eller Tazzelenghe, men der fremstilles også vine på Cabernet Sauvignon og Pinot Nero (Pinot Noir). De lette, græsagtige og madvenlige Merlot er nok den mest kendte, men de mere rustikke, kraftige vine på Refosco er også begyndt at vinde frem. Schioppertino har fået en renæssance, og det er ofte spændende, krydrede vine, med undertoner af peber og en frisk kirsebærfrugt. Pignolo druen var næsten ved at uddø, men efter at et par producenter fik god succes med at fremstille dybe, komplekse vine med godt lagringspotentiale på druen, er den også kommet til hæder og ære, og er på vej frem.
  De søde vine, der fremstilles under Colli Orientali i dag, laves udelukkende på druen Picolit. Disse vine blev kendte i det meste af Europa i 1700-tallet, hvor de blev serveret blandt de adelige. Siden hen gik vinen dog mere eller mindre i glemmebogen, indtil man i 1970'erne forsøgte at relancere den, som Italiens svar på Sauternes. På det tidspunkt var det dog dyre og temmelig kedelige vine, men efter vinen blev optaget i DOC'en i 1979 er det gået stærkt. I dag er de bedste vine ekstremt koncentrerede vine sager, der kan være helt sirupsagtige, med toner af abrikos, honning, figner, mandler og blomster. Det er vine der både i pris eller kvalitet, ligger på niveau med resten af verdens bedste søde vine. Den mest kendte søde vin fra Colli Orientali var tidligere Ramandolo, men den er i dag udskilt som en selvstændig DOCG.

Colli Orientali / Colli Orientali del Friuli ligger i regionen Friuli - Venezia Giulia i Italien.