click here to go to the frontpage    

 

Wine Library

Marsala

Byen Marsala ligger på det vestlige Sicilien og her producerer man forstærkede vine der minder en del om Sherry. Produktionen af Marsala startede sidst i 1700-tallet hvor nogle englændere - i deres søgen efter substitutter for Sherry - slog sig ned i området og udnyttede det tørre klima med de brændende varme somre, til at skabe gode forstærkede vine. Marsala slog rigtigt igennem i 1798 da sicilianere fik til opgave at levere vin til admiral Nelsons flåde. Siden da blev Marsala vinen områdets vigtigste indtægtskilde og mange store vinhuse blev bygget og eksporten blomstrede. Produktionen toppede i 1979 med hele 600.000 hl., men i dag produceres kun omkring 115.000 hl. og heraf går næsten halvdelen til kage- og dessertindustrien.
  Årsagen til den store nedtur er til dels de meget indviklede produktionsforskrifter der gør det meget svært for forbrugerne at identificere de gode vine og så en til tider nærmest fornærmende ringe kvalitet. Der produceres for meget pr. hektar og den drue der giver de bedste resultater - Grillo - erstattes stille og roligt med de mere produktive sorter Inzolia og Catarretto. Der fremstilles i dag Marsala i tre forskellige farver: Oro (gylden), Ambra (ravgul) og Rubino (rubinrød) og hver af disse farver finde i tre udgaver nemlig Secco (tør), Semisecco (halvtør) og en sød version. Udover forskellige farver og sødmegrader deles vinen også op i 5 andre typer som er afhængig af hvor lang tid vin lagrer på fad. Fine er den ringeste version, så kommer Superiore, Superiore Riserva, Vergine / Soleras og til sidst Vergine / Soleras Stravecchio eller Riserva. Langt den største del af produktionen er den kedelige Fine type og de bedre typer (Superiore og opefter) udgør kun 12% af produktionen og Solera / Vergine typerne udgør under ½%.
  Marsala vinen lagres på gamle og ofte dårligt vedligeholdte fade og det er en kilde til fejl i produktionen. Fadende fyldes ikke helt op og det giver vinene en udpræget oxideret duft og smag, der for de bedstes vedkommende også indeholder toner af hasselnødder og tørrede svampe. Solera / Vergine typerne fremstilles, som også en del Sherry vin, efter et rotationssystem hvor man hvert år tager lidt vin fra fadet og så fylder op med vin fra dette års høst. Denne metode udjævner forskelle mellem årgange og sikrer en konstant kvalitet og disse vine er klart dem der kommer tættest på de originale Marsala vine.

Marsala is in the region Sicilien / Sicilia i Italien.