Valtellina dalen er lang, smal og ligger omkring floden Adda i den nordlige del af Lombardiet, tæt ved grænsen til Schweiz. Der har været dyrket vin i Valtellina dalen i umindelige tider og man ved at etruskerne og ligurerne dyrkede vin her, allerede før romerne kom til. Der er mange romerske kilder der nævner vinene fra Valtellina, her i blandt Plinius, Cato den ældre og Virgil. Senere har selveste Leonardio da Vinci rost vinene i høje toner. I dag er vinen dog ikke dalens primære indtægtskilde. Der er langt flere penge i de mange skiturister, der holder ferie i bjergene omkring Valtellina. Der findes to appellationer for røde vine i Valtellina, nemlig DOC Valtellina og DOCG Valtellina Superiore. Superiore udgaven fremstilles næsten udelukkende på Chiavennasca druen, men der tillades op til 10% af Pinot Nero (Pinot Noir), Merlot og tre lokale druesorter i vinen. Andre krav er minimum 12% alkohol og 24 måneder på fad. Vil man kalde vinen for Riserva, skal den ligge på fad i 36 måneder. Valtellina Superiore har seks underområder der må angives på etiketten: Grumello, Inferno, Marroggia, Sassella, Stagafassi og Valgella. Der er dog ikke de store forskelle på vinene fra de forskellige underområder, og på vinen fra den overordnede Valtellina Superiore. Det er alle gode vin, der minder lidt om de Nebbiolo baserede vine fra Piemonte. Farven er som regel lys, gående fra granatrød til rubinrød og vinen har typisk toner af violer, lakrids og modne hindbær. Kvaliteten i Valtetellina Superiore er dog generelt noget under vinene fra f.eks. Barolo, men årsagen skal søges i et noget højere udbytte (70 hl./h. mod 56 hl./h.). Det højere udbytte betyder dog at vinene ofte er noget billigere end deres piemontesiske fætre, hvilket gør Valtellina vinene mere attraktive på den front. |
| Valtellina Superiore is in the region Lombardiet i Italien. |