click here to go to the frontpage    

 

Wine Library

Pinot Blanc

Denne grønne drue, der stammer fra Bourgogne, er blevet mere og mere populær i de senere år. Den dyrkes ikke meget i Bourgogne i dag, men den er vidt udbredt i Alsace, Italien, Tyskland, Østrig (Wessburgunder) og i mange af de nye oversøiske vinlande.
  Pinot Blanc er en klon på Pinot Gris og det er ofte en livskraftig og forholdsvis produktiv plante. Den ligner Chardonnay meget i marken og den har en evne til at give et godt sukkerindhold, selv ved et højt udbytte. Pinot Blanc har ingen skarp aroma, men dens duft kommer nærmest i en sky. Det er ofte vine med en stor krop og alle disse egenskaber gjorde, at man i mange år forvekslede den med Chardonnay.
  I Bourgogne er Pinot Blanc kun tilladt i de almindelige AOC Bourgogne vine og i Mâcon, men disse steder er den ved at være sjælden. Til gengæld er den blevet meget almindelig i Alsace, hvor den er blevet en vigtig ingrediens i mange hvidvine. I Italien er der mere Pinot Blanc end Chardonnay og Pinot Gris, og druen dyrkes især i Trentino, Alto Adige, Veneto, Friuli og Lombardiet. Desværre bruger italienerne den ofte til kedelige, almindelige konsumvine. Østrig har meget Weissburgunder og druen dækker omkring 5% af landets vinmarker. De bruger den både til tørre hvidvine og søde dessertvine i stil med Sauternes. Derudover findes der en del Pinot Blanc i Slovenien, Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Californien.

Synonyms: Pinot Blanc, Pinot Bianco, Weissburgunder, Clevner, Beli Pinot.