Dette lille land - som fik sin selvstændighed i 1991 efter Sovjetunionens fald - ligger klemt inde mellem Rumænien og Ukraine. Moldovas vinhistorie går meget langt tilbage, og der er blevet dyrket vin i landet i adskillige tusinde år, kun afbrudt af en periode med tyrkisk herredømme fra 1400- til 1700-tallet, hvorefter landet blev indlemmet i det østrigske imperium. Siden da har russere og tyrkere kæmpet om det frugtbare landbrugsområde, indtil det efter Sovjetunionens fald endelig opnåede sin selvstændighed. Moldova har perfekte betingelser for vindyrkning. Det ligger på højde med Bordeaux og Bourgogne, har et mildt klima der er påvirket af det nærliggende Sortehav, samt en meget mineralholdig og frugtbar jord. Hertil kommer, at snart sagt alle i Moldova laver deres egen vin. Ude på landet giver det sig selv, men i byerne køber man faktisk friskplukkede druer på markedet, for at bringe dem hjem til lejligheden, hvor brygget så kan stå og boble i vindueskarmen. Når man tilføjer 90% af landets vinproduktionen eksporteres, ville man umiddelbart forvente at de danske supermarkeder, skulle bugne med moldaviske vine. Det er bestemt ikke er tilfældet. Årsagen er primært, at moldavisk vin havde et godt ry i Sovjetunionen og at 90% af eksporten derfor går til tidligere Sovjet republikker. Der er dog tegn på at dette forhold vil ændre sig en del i de kommende år. Adskillige store internationale vinfirmaer har fået øjnene op for Moldovas potentiale og har investeret store summer i moderne vinerier, og disse firmaer begynder lige så stille at eksportere vinene til de markeder, som de traditionelt befinder sig på. Næsten 70% af vinen fra Moldova er hvidvin, der fremstilles på sorter som Aligoté, Chardonnay, Feteasca, Gewürztraminer, Muscat, Pinot Blanc, Pinot Gris, Rcatsiteli, Riesling og Sauvignon Blanc. Det er generelt fremragende vine til lave priser, men specielt Pinot Gris imponerer og nogle mener at disse vine er helt på højde, med de bedste af slagsen fra Alsace. På rødvinssiden er det sorter som Cabernet Sauvignon, Gamay, Malbec, Merlot, Pinot Noir og Saperavi der dominerer, og specielt Cabernet Sauvignon og Pinot Noir vinene kan være flotte, og ligne til deres forbilleder i Bordeaux og Bourgogne. |