klik her for at komme til forsiden    

 

Vinoversigtens Bibliotek

Pfalz

Pfalz er et relativt varmt område, næsten lige så stort som Rheinhessen og dermed Tysklands næststørste vinregion med 23.400 hektar. Området hed indtil 1992 Rheinpfalz og man kan således stadig støde på dette på etiketter af ældre dato. Pfalz er et frugtbart og solrigt område med Tysklands højeste gennemsnitstemperatur og flest solskinstimer. Faktisk er området så varmt at citroner, kiwier, ferskner og abrikoser kan blomstre allerede i februar måned. Efteråret er også langt og mildt og der kan derfor produceres nogle herlige søde vine i Pfalz. Effektive kooperativer producerer mange af områdets vine, og gennem en modernisering af produktionen, har de gjort distriktet kendt for vine med en fin overensstemmelse mellem pris og kvalitet.
  Hvidvinene, som udgør 69% af områdets produktion, er ret fyldige og af stadig stigende kvalitet, især Riesling og Scheurebe gør det godt. Disse opnår dog ikke den samme elegante og stålsatte karakter som i Rheingau og Mosel-Saar-Ruwer, men er alligevel fine i smagen. Müller-Thurgau druen er de senere år gledet mere i baggrunden, men dækker stadig store arealer. Der produceres fortsat mere og mere god rødvin på f.eks. Spätburgunder (Pinot Noir) og Blauer Portugieser i Pfalz og området har de seneste år fordoblet andelen af rødvine til 31%. Dette hænger især sammen med at Pfalz er en af Tysklands mest eksperimenterende regioner og huser bl.a. forskningsinstitutioner til udvikling af nye druesorter.

Regionen Pfalz ligger i Tyskland.