klik her for at komme til forsiden    

 

Vinoversigtens Bibliotek

Württemberg

Württemberg ligger øst for den nordlige del af Baden og har de to byer Heilbronn og Stuttgart som centre. Det er Tysklands fjerde største vinregion med over en million hektoliter produceret vin. Württemberg gennemskæres af flere floder, som giver varme og et gunstigt klima. En modvægt er den kolde, kontinentale luft der strømmer ud fra indlandet og kan forårsage pludselige vejrskift med storm, hagl og værst af alt for vinstokkene: Frost.
  Vinmarkerne ligger altid på de sydvendte og varmeste skråninger og som regel altid ned mod en flod. Mange er anlagt som terrasser med stenmure som støtte, for at undgå erosion. Hovedparten af vinavlerne er hobbybønder, der ejer under en hektar, hvilket gør, at kooperativerne har stor betydning. Hele 75% af områdets vin produceres af et enkelt kooperativ med et topmoderne anlæg. Med 66% af selve områdets produktion fordelt på rødvin og 40% af den samlede tyske rødvinsproduktion er Württemberg sammen med Ahr de væsentligste rødvinsområder i Tyskland. Frugtige, kraftfulde og aromatiske (efter lokale forhold) er favoritter blandt lokalbefolkningen, men vi ser sjældent vinene i Danmark da næsten intet af produktionen eksporteres. Trollinger er vigtigste blå druesort med 23% af den samlede produktion mens Riesling anvendes som mest brugte grønne drue med 21%.

Regionen Württemberg ligger i Tyskland.