DOCp Bairrada, der ligger i VR Beiras, er et af Portugals mest prestigefyldte vindistrikter. Bairrada er placeret ude ved Atlanterhavskysten, med Dão som nærmeste nabo. For år tilbage var Bairrada vinene stærkt repræsenteret på de danske supermarkedshylder, for det var et af få områder i verden der kunne præstere rigtig god vin til under en halvtredser. Det var især intense, dybe, mørke rødvine, der smagte sydlandsk som danskerne tog til sig, men siden hen er konkurrencen fra specielt Argentina, Chile og Australien blevet meget hård, og Bairrada vinene bliver sjældnere og sjældnere herhjemme. På trods af den kvantitetsmæssige tilbagegang i Danmark, produceres der virkeligt flotte vine i Bairrada, og flere af Portugals allerbedste vine kommer herfra. Det er specielt vine på den lille sorte drue Baga, der har tegnet området udadtil og de bedste har en dyb farve, god garvesyre, en smule solbærfrugt og et hint af sort peber. Vinene har stort potentiale, og selvom de relativt hurtigt antager en brunlig farve, er topvinene virkeligt lækre og bløde, når de har nogle år på bagen. Udover Baga, er det primært druer som Castalao Francés (Periquita) og Tinta Pinheira (Rufete), der findes på markerne. Der fremstilles også glimrende hvidvine i Bairrada og det er som regel friske, sprøde, men enkle vine med et hint af asparges og citrusfrugter. Selvom vinene fremstilles på druer som Borrado das Moscas (Bical), Fernão Pires (Maria Gomes) og Rabo de Ovelha, minder de ofte lidt om Sauvignon Blanc i stilen, selvom de har mere fylde og mindre frisk syre. Hertil kommer, at området også er god for at lave mousserende vine, der kan variere i farve fra hvid til rosé, og i tørhedsgrad springe fra "Brut" til "Medium Dry". Områdets rosévine er også anbefaleseværdige, fordi de forstår at kombinere friskhed med en dyb og blød frugt, der sikrer at de altid er lækre i varmen. |
| Bairrada is in the region Beiras i Portugal. |