Vinho Verde, eller "grøn vin", er et DOCp område i Rios do Minho i det nordvestlige Portugal, som er berømt for sine friske, lette hvidvine med lav alkohol procent og en sprødhed der nogle gange minder om Riesling. Området præges af mange små producenter, der leverer druer til store kooperative eller private vinerier, som så fremstiller vinen. For a kunne udnytte den sparsomme jord bedre, binder bønderne vinstokkene op i meget høje espalierer således at de kan dyrke de grønsager, som de lever af til dagligt, under stokkene. Dette betyder at markerne ofte ser meget sjuskede ud og er umulige at håndtere maskinelt. Planterne vokser bogstaveligt talt op ad træer, telefonpæle, stakitter og alt muligt andet, der kan hæve planterne over jorden. På eksport markederne er det den hvide (grønne) Vinho Verde der dominerer, men i Portugal er det den røde version der er mest populær, så selvom det er hvidvinen der har gjort området berømt, laves her lige så meget rødvin. Druerne Brancelho (Alvarelhao), Borracal (Caiño Tinto), Espadeiro og Vinhão (Sousão) er de primære leverandører af den røde vin, og det bedste af disse er mørkviolette, svagt mousserende med en pebret smag. De røde vine er tilpasset de lokale yndlingsretter Grøntsagssuppe med stærk pølse, ovnstegt klipfisk og krydret pattegris, og dette er nok en af grundene til, at den aldrig er blevet nogen stor eksportvare. Den hvide Vinho Verde har ofte en grønlig farve, er let perlende og kan forekomme en smule skarp. Smagen præges ofte af grønne asparges, citrus og frisk syre, der spiller godt sammen med den lethed boblerne tilfører vinen. Vinho Verde har ofte en alkoholprocent på omkring 9,5 og de skal drikkes mens de er helt unge og har det friske bid intakt. Netop denne friskhed og let grønne karakter gør at de hvide vine fra Vinho Verde er som skabt til seafood, salater og friske grønsager. De primære grønne druer er Alvarinho (Albariño), Arinto, Avesso, Loureiro og Trajadura.
Siden 1992 har området også produceret rosé og ved hjælp af de samme blå druer som anvendes i rødvinen (se ovenfor) fremstilles der kødfulde rosé vine både med og uden restsødme. Desuden har enkelte producenter kastet sig over produktion af mousserende vin og der er kommet nogle ganske spændende vine på markedet lavet primært på Alvarinho (Albariño). |
| Vinho Verde is in the region Rios do Minho i Portugal. |